DanskEnglishEnglish

Unik enestående barsk smuk mægtig

Dette er blot nogle af de ord, man har brugt om Spøttrup Borg, siden den i 1941 blev restaureret og indrettet til museum.

Historisk Marked

KÆMPESTORT HISTORISK MARKED PÅ SPØTTRUP BORG

Atter i år danner Spøttrup Borg rammen om det efterhånden store Historiske Marked. Den 9. og 10. augusti vil den gamle Borg blive vækket til live og vil summe og syde af liv både ude og inde. Mere end 100 aktører – voksne som børn – alle klædt som middelalderens mode det foreskrev, vil føre folk og fæ tilbage til den spændende middelalder. Borgen vil få blink i de gamle ruder, masser af middelaldertelte og boder vil fylde hele området i og omkring Borgen, møntslageren vil slå de gamle mønter, som man gjorde tilbage i 1500-tallet, og bageren vil falbyde sit varme brød. Falkoneren vil dygtigt vise, hvad hans elegante falk formår, de grumme soldater vil udføre drabelige slag på grønsværen til frygt og bæven for de, som vil beskue det. Bagefter kan det være, at de får brug for at tvætte sårene ved det store badekar og de skjønne ungmøer. Amuletsælgeren – det skræppende quind – vil sælge dig amuletter, der kan give dig alt fra en ny mødom til en lige næse. Der sælges sukkergodt, krukker, kål og urter, nålebundne strømper, pileflet smykker og læder. Ben og horn, rav og honning. Smukke Mikael arbejder stadig på den store blide, der engang skal skyde store sten mod fjenden, og hos Tapre Kaj kan du øve dig udi bueskydningens kunst. Gøglerne optræder den ganske dag på finurlig vis, børnene kan øve sig i sværdkamp og prøve om de kan bære de tunge rustninger. Soldaterne passe vældigt på, at røvere ikke skal bevæge sig ind på den gamle Borg, og selveste Chr. III vil du se spankulere rundt på de toppede brosten. Sang og dans vil der være, træmændene vil snitte og snedkerere, buemageren vil gjøre sine buer, køkkenjomfruerne vil servere dig dejlig suppe kogt på de friskeste urter. Middelalderbordet er dækket til fest, Ridder Ole vil være der på sin stolte ganger, fru Helle vil lære dig at karte og spinde på håndteen og Herr Juhl vil snitte dig en pilefløjte. En tur i hestevogn kan du få, smeden hamrer på det glødende jern og nålebinderne og kniplekonen vil vise sin kunnen. Pottemageren ligeså. Karen Gry fra Thy vil hviske dig i øret om urternes hemmeligheder og i kroen kan du få slukket din tørst og din nysgerrighed, for kanskje der var nogle dernede, som kunne bringe lidt ny sladder? Kamp og gøgl, handel og vandel, liv og stemning. – Jamen du kjæreste!!
Tag hele familien med og vi lover, at I få en fantastisk dag - børn som voksne.
Det Historiske Marked er arrangeret af Spøttrup Turistforening med hjælp fra Spøttrups venner.